Gennem Frivillighedens Dag hylder og takker Københavns Kommune de mange former for frivillige og frivillige engagementer, der findes i København. De er alle med til at skabe liv i byen og er på hver deres måde uundværlige for byen. Kommunen sætter fokus på frivilligheden og alt det, den bidrager med året rundt, gennem en online videokampagne og afstemning, men det er borgerne som bestemmer hvem, der vinder afstemningen.

 

Alle de nominerede, deres gæster, politikerne, frivilligforeningerne og mange andre fra miljøet inviteres, når hele kampagnen skal afrundes. Det gør vi med en festlig eftermiddag med reception og prisuddeling alt sammen krydret med optrædende fra frivillige foreninger og professionelle kunstnere.

 

Projektledelsen af Frivillighedens Dag fra indstilling til prisuddelingsshow ligger hos Copenhagen Volunteers – hele Københavns frivilligkorps.

 

Frivillighedens Dag startede i 2011 i anledning af Frivillighedsåret. Det var og er Københavns Kommunes måde at takke og give en lille hånd til alle de frivillige engagementer.

 

I 2011 blev Frivillighedens Dag afholdt på Frivillig Fredag, og her i 2014 vender vi tilbage til at afholde festafslutningen på kampagnen på Frivillig Fredag.

Frivillig Fredag ligger altid den sidste fredag i september – som i år er d. 26. september.

 


 

Hvem kan være med

Frivillighedens Dag er for alle, der har lyst til at være med til at markere frivillighed i København. Derfor opfordrer vi alle borgere i København, foreninger, frivilligcentre og -organisationer, virksomheder, kommunale forvaltninger og kulturinstitutioner til at bidrage med indstillinger til de forskellige priser, så vi får så bredt et felt som muligt.

Når borgerne har indstillet kandidaterne (indstillingsperioden er fra 12. marts til 7. april 2014), så tager årets jury over. Juryens rolle er at tage stilling til de indstillede projekter, foreninger og enkeltpersoner og vurdere hvem, der skal gå videre som nominerede kandidater til prisuddelingen i de fem kategorier, der uddeles priser i til prisfesten den 26. september 2014.

 


 

At indstille en kandidat

Alle borgere i København kan indstille en person, et projekt eller et samarbejde til en pris til Frivillighedens Dag 2014. Hvis du selv sidder med et projekt, må du naturligvis også gerne indstille det.

 

Når du som borger indstiller og senere stemmer, er du med til at bestemme, hvem der fortjener et ekstra skulderklap og opmærksomhed. De nominerede i hver kategori skal på deres egen måde have bidraget til byen. Deres engagement skal afspejle en social bevidsthed og deres hjertelag en iver for at gøre en forskel. Eventuelt på trods af eller på tværs af kulturelle skel skal de nominerede have gjort en indsats, der har styrket den kulturelle diversitet i byen. De nominerede er bannerførere og ildsjæle, der brænder for det, de gør. Inden for hver kategori skal der være en rimelig spredning både aldersmæssigt og kulturelt/etnisk.

 

Husk! At angive en kategori og at give en dækkende beskrivelse af personen/projektet/partnerskabet samt en begrundelse for, hvorfor netop dette projekt skal nomineres. Det er bl.a. på baggrund af din beskrivelse og begrundelse, at juryen vurderer og udvælger, hvem der skal nomineres.

 

Når indstillingsperioden lukker får alle indstillede et brev med information om, at de er blevet indstillet, og hvad det betyder.

 

I slutningen af april mødes juryen og finder frem til, hvem der skal nomineres.

 

Læs beskrivelserne af de 5 kategorier og klik derefter på linket for at komme til indstillingssiden. Udfyld skemaet og tryk send – når du har modtaget en besked, der siger ’Tak for din indstilling’ så har vi modtaget dit skema. Husk at udfylde alle felter.

 

Du kan indstille en kandidat fra. 12. marts til 7. april!

 


 

De nominerede

Juryen vælger de nominerede blandt alle indstillingerne. Dette gør de ud fra bl.a. de beskrivelser og begrundelser, der er blevet givet i indstillingerne (der er altså ikke antallet af indstillinger pr. projekt/person/partnerskab, der gør, at man bliver nomineret).

 

 

Der er fem kategorier: Årets Frivillige Københavner, Årets Socialøkonomiske Projekt, Årets Partnerskab, Årets Innovative Projekt og Årets Sociale Projekt (se beskrivelser her).

 

Der bliver valgt 3 kandidater i hver kategori, som på hver deres måde repræsenterer kategorien.

 

Når indstillingsperioden lukker d. 7. april, bliver alle indstillingerne samlet og sendt til juryen. I slutningen af april mødes juryen og finder frem til, hvem der skal nomineres. Når juryen har udvalgt de nominerede, så får alle de nominerede et brev med information om, at de er blevet nomineret samt alle detaljer omkring introduktionsmøde, optagelse af portrætvideoer, kampagne, eget engagement og showet d. 26. september 2014.

 


 

 Juryen 2014

Juryen er sammensat af repræsentanter fra København, frivilligmiljøet og kommunen. Der er politikere fra Borgerrepræsentationen, repræsentanter fra Folkeoplysningsudvalget, Kontaktudvalget og frivilligcentrene. Derudover er der repræsentanter fra virksomheder, som beskæftiger sig med CSR og repræsentanter fra frivilligorganisationer.

 

Juryen mødes første gang lige efter, indstillingsperioden lukker. Her vil de tage en snak om de mange indstillede frivillige projekter på baggrund af de beskrivelser og begrundelser, borgerne giver. Hver kategoribeskrivelse virker også som en guide for juryen, når de skal vælge, hvem som skal nomineres. Juryen kigger også på projekternes betydning for borgerne og for København. Derpå vælger de tre nominerede til hver kategori.

 


 

Kampagne

De nominerede til priserne fortæller deres historie gennem små videoportrætter, som optages i forsommeren af NERD Productions. Derefter kan man se portrætterne samlet på et afstemningssite, der laves i samarbejde med AOK, hvor Københavnerne kan stemme på netop deres favorit.

 

Du kan også:

 

  • Læse om de nominerede og deres projekter i lokalaviserne
  • Se videoerne på Cph Volunteers’ youtubekanal her
  • Finde videoerne her på hjemmesiden
  • Finde links til videoerne på Cph Volunteers’ hjemmeside
  • Følge os på facebook hvor vi vil poste og fortælle om de nominerede
  • Se billedserier om projekterne på AOK (og stemme naturligvis)

Vinderne afsløres d. 26. september 2014, hvor alle deltagerne inviteres til prisuddelingsshow, reception og festlighed på Rådhuset.

 


 

Afstemning

Når afstemningen åbner, kan du stemme på din favorit. Alle steder, hvor du kan se videoerne, vil du også finde et link til afstemningen. Du kan stemme på max. en i hver kategori.

 


 

Show og prisfest

Alle deltagerne i kampagnen, samarbejdspartnere og foreninger samt politikere inviteres til den store festaften den 26. september 2014, hvor der lægges vægt på et flot og eksklusivt show i smukke rammer.

 

Til prisfesten uddeles priserne inden for de nævnte kategorier, og på scenen vil man også kunne opleve musik og flotte, underholdende indslag. Aftenen bindes sammen af en festlig og engageret konferencier. Hvem der bliver årets konferencier, afslører vi i slutningen af august.

Kommentarer